Nye indlæg

 

Træning og motivation af Annika og Katrine

15-02-2017
Kalenderen skriver februar, og selvom det stadig nogle dage er bidende koldt, begynder de første tegn på foråret at vise sig og er der noget, vi hestemennesker godt kan li’, så er det foråret! Det betyder nemlig længere og lysere dage, heste, der begynder at smide overfrakken og ikke mindst; masser af aktiviteter i kalenderen. Efter en lang vinterperiode er der ikke noget bedre end at kunne se frem til et forår og en sommer fyldt med heste og hestevenner.
De sidste par uger har vi dog allerede tyvstartet på sæsonen med henholdsvis en tur til Istölt i Frederikshavn og en tur til World Tölt i Odense. Så selvom det stadig er meget tidligt på sæsonen, har vi brugt de sidste måneder på at forberede vores heste, så de kunne være i god kondition og have den styrke det kræver at være med til de her ting. For Isak og Magnús har det blandt andet betydet et 4 ugers ophold hos Trekantsområdets Hestewellness, hvor de cirka 5 gange om ugen har trænet på vandskridtbånd og efterfølgende har fået afslappende massage og solarie. For de to hingste har det været super godt at afveksle ridetræningen med træning uden rytter, hvor de særligt får styrket overlinjen og rygmusklerne og samtidig har fået oparbejdet en god grundkondition. Vi hentede derfor to stærke og energiske heste hjem i slutningen af december, hvorefter vi kunne fortsætte den ridetekniske del af træningen frem mod stævnerne.
 
Generelt er det en super vigtig del af dét at have konkurrenceheste, at man sørger for at holde træningen varieret og mærker efter, hvad det er, der skal til for at hesten bevarer glæden ved at arbejde for rytteren. For uden arbejdsglæden er det som regel også meget svært at udvikle hestens gangarter. Den bedste træning er derfor ikke altid på banen med en masse volter og smidighedsgørende øvelser (-selvom det også er vigtigt ƒº), men nogle gange er dét, der skal til måske en frisk tur i skoven, hvor hesten får lov til at gøre det, som den er aller bedst til, og hvor der er positivt samarbejde mellem hest og rytter hele vejen. Så selvom vi alle sammen har ting, som vores heste kan blive bedre til og selvfølgelig skal træne, så er det samtidig enormt vigtigt, at hesten også får lov til at gøre det, den er god til fra naturens side og derfor ikke hele tiden skal hjælpes eller korrigeres af rytteren. Man kan sammenligne det med at gå i skole – er man er dårlig til matematik og derfor bliver tvunget til at have matematik i 5 timer hver eneste dag, så bliver man hurtigt træt af at skulle i skole. Får man derimod lov til en gang imellem også at have dansk eller engelsk, som man har rigtig let ved, så føles det måske ikke helt så uoverskueligt at skulle i skole og en gang imellem at skulle lave lidt matematik. Det samme gør sig altså gældende for vores heste, og derfor er det vores ansvar som ryttere hele tiden at tænke på, hvordan vi bedst muligt motiverer vores heste, så der sker en positiv udvikling. Vores heste har ikke selv valgt at blive rideheste for os, så derfor er det vores pligt at sørge for, at livet som ridehest er sjovt.
 
Udover motivationen af hesten er det mindst lige så vigtigt, at vi som ryttere aldrig ”kører død” i træningen af vores heste. Vi ved alle sammen, hvor frustrerende det kan være, når tölten bare bliver ved og ved med at være pasagtig, eller hesten bliver ved med at skyde skulderen ud uanset, hvad vi gør. Ofte får vi stirret os så blinde på problemet, at vi helt glemmer alt det, som hesten (og rytteren) faktisk er rigtig god til. Og også her er det vigtigt som rytter at mærke efter, hvor det er, man er på vej hen. Har jeg lige nu et udviklende mindset, og bliver min hest reelt set bedre af den træning, jeg laver lige nu? Eller var det måske bedre at stoppe op, tælle til 10 og starte på en frisk? Tag en tur i skoven, beslut dig for hjemmefra, at det skal være god tur og nyd din hest – måske i en lidt pasagtig tölt og med en skulder, der ikke er helt på plads, men træningen bliver med garanti bedre for både hest og rytter bagefter.
 
God ridetur, vi ses derude!
 
Mange hilsner, Annika og Katrine Skrubbeltrang,
Stutteri Rendborg
 
 

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
Islandshesteklubben Fjörður - Agertoften 22 - 7800 Skive - mail@fjoerdur.dk - 20456999 - Spar Nord Bank - 8510 / 4584 925588 - CVR 34650764